TALE VED VENSTRES LANDSMØDE
Lørdag den 21. november 2009
Karin Riis-Jørgensen
Kære Venstrefolk, Kære venner.
Mange tak for, at I alle sammen gjorde det muligt for mig at få 15 fantastiske år til gavn for Danmark og Europa.
Men, nu kan I godt pudse brillerne og kigge godt efter – nu står her nemlig 3 Karin’er – nogle af jer tænker nok: Oh er der virkelig 3 af hendes slags!!
Her står fynboen, danskeren og europæeren – på én og samme tid. Og det er muligt. Det er ikke et spørgsmål om enten eller.
De, der hævder det, er galt afmarcheret. Nej det er både og. De tre identiteter supplerer og forstærker hinanden.
Jeg vil gerne fortælle en episode fra min tid i Europa-Parlamentet, som har præget min europæiske identitet:
Simone Veil – liberal fransk politiker og formand for det første direkte valgte Europa Parlament. Og den første kvindelige formand – det med kvinder går vi for resten ikke så højt op i her i Venstre.
Men Simone Veil overlever fra Auswitz – overlever ikke for at hævne, men for at vi aldrig skal glemme!! Og bruger dette forfærdelige minde til at skabe fred og frihed for den enkelte europæer.
Denne kamp for fred og frihed for den enkelte var og er vores europæiske udgangspunkt.
Det har været det bærende element i Venstres politik. Venstre har – som det eneste danske parti -
altid og helt fra starten – rummet både kampen for Danmark og kampen for Europa. Vi er ikke kun
Danmarks liberale parti men også Danmarks europæiske parti.
Vi er stor tak skyldig til de store europæere i vores parti:
Per Federspiel
Poul Hartling
Henning Christophersen
Uffe Ellemann Jensen
Anders Fogh Rasmussen – Nato Generalsekretær
og nu vores Statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Skal vi ikke give dem en hånd.
Europa er vores identitet og vores sjæl.
Vi skal ikke overlade banen til de Radikale, som bryster sig af, at de er Danmarks europæiske
parti. Jeg er ked af at måtte sige det, men de Radikale har ikke rent mel i posen. Deres historie fortæller noget andet.
Vi kan alle huske, da de sagde nej til den såkaldte EF-pakke, og Schlüter måtte udskrive folkeafstemning – og dermed banede vejen for den ulykkelige tradition i dansk EU-politik, at vores
repræsentative demokrati sættes ud af kraft.
SF er en historie for sig. Vi husker alle ”Holger og konen siger NEJ til Unionen”. Nu er konen godt nok udskiftet, og Holger K ligeså - men er politikken også? Ja, vi tvivler.
Vi skal under ingen omstændigheder efterligne den anden side, og glemme vores europæiske identitet og europæiske sjæl. Det går kun galt.
De, der lytter til sirenernes sang, ja de tager ikke efterligningen, de tager ikke kopien, men
går efter originalen – den rene vare.
Nej, vi skal holde fast i og være tro mod vores stolte europæiske identitet og vores europæiske sjæl, samtidig med vores ligeså stolte danske identitet og danske sjæl.
Vi rummer nemlig begge. BEGGE STEDER HAR VI ROD, DERFRA VOR VERDEN GÅR, OG DERFRA GÅR VI UD I VERDEN.
Lad os udbringe et længe leve for Venstre, for Danmark og for det europæiske
Samarbejde.
Tak. |